onsdag den 22. maj 2013

Glaskål på to måder - del 2

For nogen tid siden lavede jeg to opskrifter med glaskål, som er en af mine yndlingsgrøntsager. Dem lagde jeg ud lige her. Efterfølgende har det vist sig, at indlægget om glaskål er det mest læste indlæg på hele min blog. Det fik mig til at researche noget mere, og jeg har nu fundet på og testet to nye opskrifter med glaskål.


Man kan lave rigtig meget sjovt med glaskål. Den er nem at rense og kan spises rå, stegt, bagt, syltet eller kogt. Den smager som en blanding af kål, kinaradise og stilken på broccoli.


Denne gang har jeg lavet en super nem og sprød salat med rå glaskål, ærter, timian, radise, pære og ristede mandelflager.

Salat med glaskål, radiser, ærter, pære, timian og ristede mandelflager. Opskrift.


Derudover blev det også til et skønt eksperiment med syltet glaskål med hvidløg, chili, allehånde, enebær og citronskal. Dette viste sig faktisk at blive virkelig lækkert! Den syltede glaskål er sprød og passer perfekt til både kød, fisk, i salat, wok-ret eller til en sandwich.

Syltet glaskål med hvidløg, chili, ingefær, allehånde, enebær og citronskal. Opskrift.


Ekstra info: Glaskål ser ud som på billedet herunder. Nogle gange er bladene skåret af på forhånd, og nogle gange kan man også finde lilla glaskål.

Glaskål

Det er en grøntsag som kun kan findes når den er i sæson, så det er bare at slå til når man ser den.

For at rense glaskålen skal man skære stilkene og bladene af. Skær derefter bunden af som er meget hård. Vær opmærksom på, at der hvor stilkene har siddet kan det være nødvendigt at skære lidt ekstra af. Dette fordi at disse punkter også er ekstra hårde.

Når stilke og bund er fjernet kan man halvere den og skære den hårde skal af med en kniv. Derefter kan  den skylles.

tirsdag den 14. maj 2013

Batman i korssting

Da min kære fætter sagde at han ønskede sig et Batman broderi i fødselsdagsgave blev jeg rigtig glad!

Min fætter og jeg har begge stor kærlighed til både actionfilm, computerspil og nu også superhelte. Han var meget specifik, og sagde at det skulle være et batman logo med ordene: "I am Batman". Og når han spørger, ja så får han. Som min bedstefar sagde: når nogen gir' så tag, når nogen tar' så skrig.

korsstings broderi. Batman logo. I am Batman.


Jeg troede at det ville blive ret så nemt. Men jeg tog fejl. Broderiet er lavet på sort Aida stof, og når man skal sy med sort tråd på sort stof skal man have rigtig gode øjne. Så der blev kun syet i de lyse timer.

Det er et ordentligt tællearbejde når man kun arbejder med to farver. Der skal tælles og så tælles efter igen. Så hvis man vil lave sådan et broderi skal man have tålmodighed.


Her er et link til en pdf-fil med mønsteret. Hvis der nu skulle være nogen derude der fik lyst til at svinge nålen.


Jeg er vildt optaget af superhelte lige nu, og jeg kan snart afsløre endnu et broderi som jeg syr på for tiden. Følg med og se om ikke de stærke, seje, særlige, skæve helte også kan inspirere dig.



tirsdag den 7. maj 2013

Bamseoperationer og fantasi (ikke for børn!)

Okay, på en af mine yndlingsblogs har de postet en helt vildt sjov, morbid og fantastisk video. 


Har du tid? Er du voksen? Er du så rationel som et menneske nu kan være? Har du brug for et grin?

Så tag lige et kig forbi, og se en bamseoperation som man aldrig har set det før...


Har du tendens til mareridt så lad dog vær'!

A series of stitches: Heavy chain stitch

Her kommer endnu en tutorial på et dejligt broderisting. Denne gang er det et "heavy chain stitch", som er et rigtig anvendeligt sting at kunne. Det er ikke svært, og dem der har svinget nålen en gang eller to før, de kan også være med.

Heavy chain stitch tutorial. Variationer af samme broderisting.
Heavy chain stitch

Husk at man kan finde alle mine tutorials for broderisting i fanebladet A series of stitches, lige under Leas lille verden billedet øverst på bloggen.